Tilbage

Marianne: Min første sommertur som hang-around. Hapsalu 1998

Af og til giver livet nye udfordringer, og det er så bare om at gå i gang med dem. Sådan en udfordring gik jeg i gang med sommeren 98, da jeg skulle med på min første tur som "hang-around" med  Alotola i Baltikum.

På denne tur var vi: Claus, Merete, Poul, Ronald og den med sejlerlivet så uerfarne Marianne.

Vores etape startede i Turku.

Det eneste, der fra begyndelsen forstyrrede idyllen lidt, var kulden. Dristede man sig i nærheden af vandet, begyndte tænderne straks at klapre, og istapperne begyndte at vokse ud. (Mine forestillinger om at ligge og blive brunet på dækket med en sjus i hånden, stemte ikke ligefrem med virkeligheden).  Dette var bestemt kun for ægte vikinger. Ingen personer med deres fulde fem begav sig ud i vandet.

Merete klarede det, som den eneste, i fin stil. Hun svømmede rundt i noget, der for mig godt kunne have indeholdt isklumper. Sandelig noget der afbød respekt, og tillige om kvinden ikke havde en fortøjningspløk mellem tænderne. Syntes næsten, jeg kunne se håret vokse frem på brystet af hende.

Efter en stille, rolig sejlads igennem den Finske Skærgård fra Turku til Hangø, var vi klar til at indtage Tallin.

Vores ankomst til Tallin var blevet noget forsinket, faktisk var det nat og noget mørkt, da vi ankom til Tallin havn.

Forsinkelsen skyldtes, at vi over radioen havde haft kontakt med finske toldere.

Deres erfaring med estiske kollegaer gjorde, at de stærkt rådede os til at vende skuden og få vores udrejsepapirer i orden, en opgave for dem. Derfor måtte vi tilbage til Hangø en ekstra gang, hvilket selvfølgelig gjorde turen til Tallin noget længere.

Da Ronald næste morgen gik til tolderne for at forelægge vores papirer, betragtede de ham med meget stor mistro. Hvordan var vi kommet til at ligge i deres havn uden et besøg i det indhegnede område ? Her skulle intet diskuteres, det var bare om at adlyde ordre ! Alotola måtte forsøge endnu engang at komme til Tallin på den officielle måde.

Her var ikke noget, vi kunne undskylde med det smil, det var de alvorlige ansigters klub.

Et par dage i Tallin er bestemt en dejlig oplevelse, her manglede så absolut intet, man kunne få alt hvad hjertet og maven begærede.

Alt denne luksus kunne ikke blive ved, vi måtte igen i gang med udfordringerne.

Næste planlagte mål var så Hapsalu med den hvide dame.

Et ægte spøgelse, hver by har sin attraktion, og den ene kan vel være ligeså god som den anden.

Vejret var bestemt ikke med os længere. I  kortet til "sejler-venner" lød diktatet på ca. 18 m. pr. sek., vindstød af stormstyrke, blokke der springer.

Det var en meget storslået naturoplevelse for "landkrabben". Naturkræfternes rasen oplever man meget sjældent, for ikke at sige aldrig på den måde på landjorden. 

Det var desværre modvind, så vi nåede aldrig til Hapsalu.

I stedet kom vi til Dirhami en lille tidligere russisk havn. Havnen var fyldt op med gamle udtjente vrag,  klar til ophugning.

Havnefogeden fik sin kasket sat på den rigtige måde og budt os velkommen. Det var ikke hver dag, de fik besøgende fra Danmark.

Formalier med hensyn til stempler og papirer blev ordnet, vi var denne gang ankommet på den korrekte måde !!

Lysten til en lille smule luksus var så småt begyndt at indfinde sig igen, men hvad gør du, når det er ved "Bagdad Cafe´"/ efter 27. kartoffelrække, du er havnet ?

Selvfølgelig havde havnefogeden et familiemedlem, som da gerne ville køre os en tur på restaurant, for en sådan fandtes der skam i den omliggende skov. Et forsøg på at tiltrække turister, det var klart.

Der inde midt i en estisk skov var en bartender, som kunne have været ansat på d`Angleterre. Han havde bestemt været på kursus i, hvordan propper skulle trækkes op!

Efter en dejlig middag og en lille tur i baren, hentede svoger, eller hvad han nu var, os igen. Her er service for de turister, som forvilder sig hertil.

Et meget originalt og spændende sted.

Herefter gik turen til øen den estiske ø Saremaa.

Her holdt Ronald og jeg et par dage på egen hånd. Det var vigtigt, at få min verden til at stå lidt stille igen. Alt sejler rundt for en landkrabbe, der har været på søen for længe.

Nu var min jomfrusejlads ved at være slut.

En tur i Roya (Lettisk havneby), afsluttede for mit vedkommende "Alotola-turen".

Roya er bestemt et besøg værd. Vi kom til Letland uden en eneste let (møntenheden), men med dollars, d-mark osv. på lommen.

Det havde ingen interesse, men  på klods kunne vi sagtens købe. Så det blev endnu en munter aften på værtshus, hvor vi fik smag for vodka og juice. Mødte unge mennesker, hvis kendskab til Danmark stammede fra bærplukning i Skælskør.

Nu glæder jeg mig igen til at skulle til de Baltiske lande. Mon ikke det lykkes at komme til Hapsalu denne gang ?

Har jeg som hang-around også fået hår på brystet ?