Marianne: Min første sommertur som hang-around. Hapsalu 1998
Af
og til giver livet nye udfordringer, og det er så bare om at gå i gang med
dem. Sådan en udfordring gik jeg i gang med sommeren 98, da jeg skulle med på
min første tur som "hang-around" med
Alotola i Baltikum.
På
denne tur var vi: Claus, Merete, Poul, Ronald og den med sejlerlivet så
uerfarne Marianne.
Vores
etape startede i Turku.
Det
eneste, der fra begyndelsen forstyrrede idyllen lidt, var kulden. Dristede man
sig i nærheden af vandet, begyndte tænderne straks at klapre, og istapperne
begyndte at vokse ud. (Mine forestillinger om at ligge og blive brunet på dækket
med en sjus i hånden, stemte ikke ligefrem med virkeligheden).
Dette var bestemt kun for ægte vikinger. Ingen personer med deres
fulde fem begav sig ud i vandet.
Merete
klarede det, som den eneste, i fin stil. Hun svømmede rundt i noget, der for
mig godt kunne have indeholdt isklumper. Sandelig noget der afbød respekt, og
tillige om kvinden ikke havde en fortøjningspløk mellem tænderne. Syntes næsten,
jeg kunne se håret vokse frem på brystet af hende.
Efter
en stille, rolig sejlads igennem den Finske Skærgård fra Turku til Hangø,
var vi klar til at indtage Tallin.
Vores
ankomst til Tallin var blevet noget forsinket, faktisk var det nat og noget mørkt,
da vi ankom til Tallin havn.
Forsinkelsen
skyldtes, at vi over radioen havde haft kontakt med finske toldere.
Deres
erfaring med estiske kollegaer gjorde, at de stærkt rådede os til at vende
skuden og få vores udrejsepapirer i orden, en opgave for dem. Derfor måtte
vi tilbage til Hangø en ekstra gang, hvilket selvfølgelig gjorde turen til
Tallin noget længere.
Da
Ronald næste morgen gik til tolderne for at forelægge vores papirer,
betragtede de ham med meget stor mistro. Hvordan var vi kommet til at ligge i
deres havn uden et besøg i det indhegnede område ? Her skulle intet
diskuteres, det var bare om at adlyde ordre ! Alotola måtte forsøge endnu
engang at komme til Tallin på den officielle måde.
Her
var ikke noget, vi kunne undskylde med det smil, det var de alvorlige
ansigters klub.
Et
par dage i Tallin er bestemt en dejlig oplevelse, her manglede så absolut
intet, man kunne få alt hvad hjertet og maven begærede.
Alt
denne luksus kunne ikke blive ved, vi måtte igen i gang med udfordringerne.
Næste
planlagte mål var så Hapsalu med den hvide dame.
Et
ægte spøgelse, hver by har sin attraktion, og den ene kan vel være ligeså
god som den anden.
Vejret
var bestemt ikke med os længere. I kortet
til "sejler-venner" lød diktatet på ca. 18 m. pr. sek., vindstød
af stormstyrke, blokke der springer.
Det
var en meget storslået naturoplevelse for "landkrabben". Naturkræfternes
rasen oplever man meget sjældent, for ikke at sige aldrig på den måde på
landjorden.
Det
var desværre modvind, så vi nåede aldrig til Hapsalu.
I
stedet kom vi til Dirhami en lille tidligere russisk havn. Havnen var fyldt op
med gamle udtjente vrag, klar til
ophugning.
Havnefogeden
fik sin kasket sat på den rigtige måde og budt os velkommen. Det var ikke
hver dag, de fik besøgende fra Danmark.
Formalier
med hensyn til stempler og papirer blev ordnet, vi var denne gang ankommet på
den korrekte måde !!
Lysten
til en lille smule luksus var så småt begyndt at indfinde sig igen, men hvad
gør du, når det er ved "Bagdad Cafe´"/ efter 27. kartoffelrække,
du er havnet ?
Selvfølgelig
havde havnefogeden et familiemedlem, som da gerne ville køre os en tur på
restaurant, for en sådan fandtes der skam i den omliggende skov. Et forsøg på
at tiltrække turister, det var klart.
Der
inde midt i en estisk skov var en bartender, som kunne have været ansat på
d`Angleterre. Han havde bestemt været på kursus i, hvordan propper skulle trækkes
op!
Efter
en dejlig middag og en lille tur i baren, hentede svoger, eller hvad han nu
var, os igen. Her er service for de turister, som forvilder sig hertil.
Et
meget originalt og spændende sted.
Herefter
gik turen til øen den estiske ø Saremaa.
Her
holdt Ronald og jeg et par dage på egen hånd. Det var vigtigt, at få min
verden til at stå lidt stille igen. Alt sejler rundt for en landkrabbe, der
har været på søen for længe.
Nu
var min jomfrusejlads ved at være slut.
En
tur i Roya (Lettisk havneby), afsluttede for mit vedkommende "Alotola-turen".
Roya
er bestemt et besøg værd. Vi kom til Letland uden en eneste let (møntenheden),
men med dollars, d-mark osv. på lommen.
Det
havde ingen interesse, men på
klods kunne vi sagtens købe. Så det blev endnu en munter aften på værtshus,
hvor vi fik smag for vodka og juice. Mødte unge mennesker, hvis kendskab til
Danmark stammede fra bærplukning i Skælskør.
Nu
glæder jeg mig igen til at skulle til de Baltiske lande. Mon ikke det lykkes
at komme til Hapsalu denne gang ?
Har
jeg som hang-around også fået hår på brystet ?