Leningrad/St. Petersborg revisited. 1989 og 2001.
Sommerturen 1989 var kun vores anden sommertur med Alotola. Når vi alligevel kastede os ud i et forholdsvist stort projekt som det var at sejle til Leningrad, var det pga. bevægelsen Next Stop Sovjet. Vi var en del af en større gruppe der samlet søgte indrejsetilladelse. Den fik vi først da Alotola lå i Helsinki og ventede på sidste del af Leningradbesætningen der i øvrigt bestod af: Knud Erik, Ole, Lars, Jannie, Karin, Niels, Dorthe, Kasper, Mogens, Claus, Mette, Nils og Hanne. Det var mange, især taget i betragtning at der kun var 9 køjepladeser, men det tog vi ikke så tungt dengang. Der var alligevel en del der helst ville sove på dækket. Regnede det, blev et sejl spændt ud over dækket.
Ved ankomsten til Leningrad var det umuligt at få kontakt med de sovjetiske myndigheder, skønt Mogens til stor moro for de andre både i Next Stop gruppen, ihærdigt prøvede at få kontakt over VHFen. Nogen må dog have hørt os for til sidst brød en plaget stemme igennem: Alotola, wee can help you with nothing! Da vi således ikke fik anvist en passende liggeplads, sejlede vi blot så langt vi kunne komme. Alotola førte an i kortegen, hvilket Finn Ejner ikke fandt helt passende, så han entrede Alotola for at være med i fortroppen. Vi blev stoppet af den første af de berømte broer, men da kunne vi også se Vinterpaladset!
Indsejlingen havde været lang og grå, og alle maver var slunkne. En mindre ekspedition blev sendt ud for at finde brød. Det lykkedes, men da vi ikke havde rubler og bagerdamen ikke ville modtage fremmed valuta, fik vi brødet forærende. Det skal siges at prisen for brød dengang var foræringsprise, nogle få ører. Der var ikke det store udvalg af madvarer, men det man kunne få (brød, grøntsager, mælkeprodukter) var så godt som gratis og af høj kvalitet.
Skønt vi var godt tilfredse med således at ligge midt i storbyen, blev det snart klart at det ikke var nogen god ide at blive liggende. Hver nat åbner broerne i Leningrad så de store fragtskibe kan sejle igennem. Dette gør det umuligt for en mindre båd at få en rolig nat. Vi måtte derfor videre og vi fandt en passende havn ikke så langt fra byen, nemlig den sovjetiske flådes lystbådehavn. Her vidste man øjensynligt ikke hvordan man skulle reagere på os, så man valgte ikke at reagere. De tilstedeværende militærpersoner valgte simpelthen at lade som om vi ikke eksisterede. Vi passerede hver dag portvagten uantastet, men var da glade for at vi således var under militær beskyttelse. Det var dog ikke alle der ignorerede os. Det viste sig at sejlklubberne nærmest konkurrerede om at få os på besøg. En af dem inviterede os til spisning mm. for at få os overtalt til at forlægge residensen, men på Alotola befandt vi os udmærket hos militæret så vi blev, og det gjorde de andre så også. Vi havde altså ikke de store problemer med de russiske myndigheder da vi først var i landet. Det gik meget værre for de to russiske både der senere samme sommer gæstede Danmark, men det er en helt anden historie.
Vores ophold varede en uge, og i løbet af denne fik vi udforsket byen, ikke kun i centrum hvor turisterne sædvanligvis færdes (vi så dog Vinterpaladset efter en nat med vodka i stride strømme), men også i forstæderne, hvor de mindre velaflagte sovjetborgere boede. Det var jo i Sovjetæraens sidste dage. Perestrojka havde rystet økonomien, men Glasnost havde også givet muligheden for at råbe op. Vi kom i kontakt med mange. Hver anden gang vi vekslede sort blev vi inviteret på mad og vodka, og vi sagde altid ja tak. Og vi blev belært om at ham Gorbatjov var en værre røver og at i vesten var alt godt. Hvis man vovede at ytre et forsigtig pip om at der også var problemer i de vestlige samfund, blev man ikke troet, man ville ikke tro det. Vesten var det store lys, og det havde den fordel for os at vi blev mødt med åbne arme og nysgerrighed. Ikke alt var politik. Mogens kurtiserede en fransklærerinde som også solgte iskager. Han mødte hende en af de få gange vi var "i byen" (der var ikke så mange steder man kunne gå hen). De konverserede lystigt på fransk, det var før Mogens var gået i gang med det russiske, det kom først senere.
I 2001 var ALT forandret. Broerne, kanalerne og den smukke undergrundsbane er der naturligvis endnu, men ellers er der ikke meget man kan genkende når man ser byen igen efter tolv år. Der er ti gange så mange mennesker, ti gange så mange turister, ti gange så mange biler, ti gange så meget luftforurening og ti gange så mange cafeer og restauranter. Leningrad har kort sagt forvandlet sig til den internationale storby St. Petersborg. St. Petersborg i dag er en spændende by at besøge som turist, men det er svært i dag at træde ud af turistrollen. I sommeren 2001 blev vi ikke antastet af de lokale som insisterede på at tale politik med os. Da vi denne sommer blev antastet i dagens St. Petersborg var det for at få at vide at vi vist havde bevæget os en lille smule for langt væk fra turistområderne. I 1989 rendte Mette der gengang var 16 år, alene rundt med lange skørter, bare tær og ring i næsen. Hendes far var ikke begejstret, men hvad kunne han gøre ved det? I 2001 bliver man advaret mod at bevæge sig uden for turistområderne pga. kriminaliteten. Hvor stor kriminaliteten er skal jeg ikke kunne sige. Den er der, det er utvivlsomt. På den anden side får man indtryk af at den store del af det russiske samfund, på trods af at samfundet er tæt på at falde fra hinanden og man må spørge sig selv om der overhovedet er en statsmagt, er loyale samfundsborgere, der håber på et bedre samfund uden dog at være i stand til at mønstre større optimisme. ..........
19/8-01 Hanne - fortsættelsen følger om forhåbentlig ikke så længe!