CARIBIEN - DANMARK
Bz.: Jeppe Guld, Merete Langwadt, Birgitte Rasmussen, Stig Adamsen, Dorthe Mortensen, Lea Niemann, Erik (til Frankrig), Rasmus Breck og Claus Holm
Af Dorthe Mortensen (rejser i Caribien, før Påstigning)
Sct. Lucia, lørdag den 15.3.1986
Kære . …
Lige nu sidder jeg og venter på, vi skal på markedet. Vi, er mig og Josie og hendes to børn. Jeg bor nemlig hos en fyr ”Light”, som jeg mødte på stranden en dag.
Light og Josie bor i træhytte på størrelse med et køkken og det er sgu trangt. Vi sover alle fem i en seng og det er dødhyggeligt, vi har nogle herlige pudekampe! Men de har TV, køleskab, gaskomfur og ”anlæg”
Light har langt rastahår og spiller reggaemusik hele dagen. Om aftenen spiller han i et steelband på forskellige hoteller. I aften skal jeg med ham! Jeg fordriver dagen med at spille domino med Light's venner og bade! Stranden er nøjagtig som i Bountyreklamerne wauw!
Ellers er øen begroet med bananpalmer overalt. Der er også kokospalmer. Uhm sådan en frisk kokosnød og ‑mælk, slår helt sikkert en ”Cognacrulle”!
Befolkningen er sorte og utroligt smukke, især kvinderne, der kan flette deres hår på tusind forskellige måder.
Men jeg er fandme træt af at blive betragtet som en rig hvid amerikansk turist og drengene, der konstant siger "psssst" efter mig på gaden, og man kan ikke gi' dem den finger, da det betyder noget andet her!
Jeg har dog også været på tur. En dag var jeg i Marigot Bay, som ligger syd for Castries (hovedstaden), hvor jeg bor! Der er en lille bugt omgivet af palmer, hvor der ligger en masse "fede" både, der tilhører amerikanere og tyskere. Der var lækkert at være, især vandet var godt. Nå, nu vil jeg på marked og købe mango, kokos, bananer og lignende.
Ha' det smukt Dorthe
Af Merete Langwadt-Guld
Det er tidlig morgen. Solen er netop stået op over Charlestown, Nevis Island. Alotola bragte os først hertil efter solnedgang i aftes. Derfor er det spændende at stikke hovedet op og betragte det nye sted. Kl. 6 kunne vi se de lokale mænd drage af sted i deres små lægtere. Et ganske lille sejlskib. På en jolle i nærheden sover en flok pelikaner. Seks ugers sejlads i Det Caribiske Hav går forud for denne 1. maj morgen. Jeppe og jeg havde ikke stort besvær med at slippe gennem immigrationsmyndighederne i St. Lucia lufthavn. Med forhyringskontrakt og søfartsbog i lommen følte vi os rimeligt garderet. Men tidligere besætninger har måttet købe returbillet for at få lov til at komme ind i landet
En indfødt kvinde, som vi havde gjort bekendtskab med i flyet, gav os et lift til hovedstaden Castries. Det blev en uforglemmelig køretur gennem den sorte caribiske nat med mange nye lyde og dufte. Vi fik en dejlig uge på St. Lucia og nåede at lære øen godt at kende.
Englænderne har gennem deres tid på øen sat deres præg, men efter at øen blev selvstændig synes den engelske indflydelse og interesse hurtigt at være forsvundet. St. Lucia har således kunnet leve efter egen tradition en del år og adskiller sig derved fra hovedparten af de øer, vi siden har besøgt.
Befolkningen på øen er utrolig smuk. De ”går” ikke, men vugger afsted i fuldstændig harmoni med kroppen.
Vi har siddet på båden en eftermiddag og betragtet mændenes leg i vandkanten. Fysisk træning og boldlege er en naturlig del af deres liv. Jo længere nordpå vi kommer, desto mere forandres livsstilen til det værre!!!
Der er meget smuk, uberørt natur på St. Lucia. Vi havde dejlige oplevelser, mens vi lå i en lille by, Soufriere. Skibet lå med hækken fortøjet til en palme på stranden.
Vi havde gjort bekendtskab med en rastafarier, som tog os med på en vandretur en dag. Dybt inde i skoven badede vi under et vandfald af det klareste vand. En blanding af det svovlholdige vand oppe fra kilderne og regnvand. Turen gik videre gennem skoven og op til svovlkilderne. Jorden kogte under os og lugten var slem. Dagen før havde Erik forbrændt sin fod og måtte til læge. Vi passede på!! Blot 200 meter derfra var vandet tilstrækkelig køligt til at vi kunne bade. Vandet var næsten sort, men dejligt varmt. St. Lucia er en fin ø, men der fulgte mange efter.
Jeg var lidt nervøs, da vi forlod St. Lucia for at sejle til en ny ø. Vi sejlede nordpå til byen Fort de Franee på den franske ø, Martinique. På turen beviste Birgitte, Jeppe og Stig deres kunnen, og skønt jeg og andre måtte bruge en del energi på at holde fast, blev det en god og lærerig sejlads.
Indsejlingen blev lidt dramatisk, eftersom vi måtte sejle uden motorhjælp. I en papkasse i agterkahytten stod en ny gearkasse, som vi håbede, vi kunne få monteret ved kaj. Der skal god erfaring til at sejle Alotolas 25 ton ind mellem andre sejlskibe og kaste anker uden motorhjælp. En dags research i byen fulgte, hvorpå Jeppe og jeg fik en aftale med den franske marine!! En lille slæbebåd derfra trak os ud og manøvrerede Alotola flot på plads mellem andre skibe på kajen i en lille industrihavn.
Der tilbragte vi en uge med hårdt arbejde. Stig og Jeppe sad i det motorrum og arbejdede på at få gearkassen til at fungere med den gamle motor. Det lykkedes under stor jubel. Samtidig malede vi og lavede småreparationer på båden.
Der er meget at lave på et gammelt træskib der desværre med årene er blevet meget slidt. Skibet bærer tydeligt præg af at have været jorden rundt.
Det var en god dag, da vi forlod den larmende by og tog op til en lille smuk bugt med vajende palmetræer. Vi har alle været i gang med at dykke og er fascineret af de mange smukke fisk og koraller.
En lille by ‑ St. Pierre ‑ var det næste sted, vi lagde til. En vulkan rejser sig højt over byen og har i begyndelsen af dette århundrede lagt stedet i ruiner. Det, der dengang var en levende hovedstad er nu kun en lille ubetydelig landsby, og Fort‑de-France er siden blevet hovedstad. I St. Pierre lejede vi biler og tog skiftevis på tur øen rundt. Martinique er en sprudlende ø med masser af musik og fransk livsstil. Jeg nød at bruge mit franske, men for mange besætningsmedlemmer var sprogproblemet lidt frustrerende. Det officielle sprog er fransk, men de fleste indfødte er to‑sprogede og taler en dialekt, som er ret uforståelig. Franskmændene har været dygtige. Befolkningen har flere penge mellem hænderne, i sammenligning med de engelske øer, og synes ikke åbenlyst at være interesseret i selvstændighed i øjeblikket.
Sejlturen videre nordpå til Iles des Saintes, en gruppe småøer syd for Guadeloupe, var god. Vi forlod Martinique kl. 17.30 og spiste ”ALO‑gryde”. Jeg gik søvagt sammen med Stig og Rasmus kl. 22.00 ‑ 02.00. Der var god vind og fart. I mørket kunne vi se lysene på Dominique, og vi tog pejlinger hertil.
På Iles des Saintes ligger et stort fort og vidner om de store søslag, der har fundet sted mellem englændere og franskmænd. De to store europæiske lande har i årevis bekæmpet hinanden herude.
Den 17. april sejlede vi op til Deshaies, en lille, lidt kedelig by på nordvestsiden af Guadeloupe. Umiddelbart efter ankomsten fik vi besøg af et australsk par, der var på jordomsejling. Ud over mange gode historier, kunne de også fortælle, at et sejlskib var sunket på ca. 100 favne midt mellem øerne. Lidt grimt at høre samtidig med, at vi på vejen herop opdagede, at vi tog alt for meget vand ind på bagbord halse.
De følgende to dage havde Jeppe og jeg fri. Mit almindelige bilkørekort måtte gøre det ud for motorcykelkørekort, som påkræves, og snart susede vi ud af landevejen. En dejlig fri fornemmelse. Cyklen klarede fint turen over bjergene, og Jeppe blev hurtigt en habil motorcyklist. Efter mørkets frembrud fandt vi et lille billigt hotel i byen Bas Terre. Aftenen forløb så romantisk, som man kunne forestille sig det, når man lever som et par på en overfyldt båd til daglig.
Under vort fravær havde de andre fundet årsagerne til den megen vand i skibet. Nogle slemme huller i skroget måtte tætnes.
På Antigua brugte vi et par dage på skibet. Jeppe lå i vandet en dag og tætnede huller med tjære og værk. En kobberplade blev sal udenpå, nu virker det.
Ugen på Antigua gik virkelig hurtigt. Der var fest og ballade på grund af den årlige Raceweek. Alotola så lille ud mellem de store overdådige sejlskibe. Her så vi en del andre danske skibe, men også tidligere har vi mødt adskillige. Det blev en lidt "våd" uge, idet der var beach parties med gratis rum‑punch og levende musik hver aften. Det var slet ikke planlagt, at opholdet på Antigua skulle blive så langt. Det var der flere årsager til. Blandt andet en amerikaners uforsigtige manøvrering i den fyldte havn. Inden nogen kunne nå at forhindre det, ramte han Alo's hæk og trykkede søgelænderet ind. Det er ikke rigtigt alvorligt, men skaden pynter bestemt ikke på et skib, der i forvejen ser lidt sigøjneragtig ud.
Antigua er ikke særlig spændende udover English Harbour, hvor de gamle engelske militærbygninger stadig står. I den gamle bygning, hvor admiral Nelson boede, er der nu indrettet et museum.
Ud over sejlskibsområdet virkede den tidligere engelske ø fattig og grå i forhold til de franske øer, vi nu helt har forladt.
Mandag sejlede vi mod St. Kitts. Det blæste, og vi sejlede ud for stormfok og 2. reb i storsejlet. Vi landede i en øde bugt ved navn Shitten Bay. Siden hen omdøbte vi den Pelikan Bay. De store smukke fugle sat på klipperne. Det er fascinerende at se dem styrtdykke efter fisk.
Det er 1. maj i Charlestown, Nevis Island. I aften skal vi feste lidt og mindes kølige dage i Fælledparken.
Søndag den 11. maj, Charlotte Amalie, St. Thomas. Piskende regn, lyn og torden. sikke et vejr!
Vejret i dag passer fint til at sidde på en cafe og skrive. I morgen bliver dette postet og så damper vi af mod Bermuda.
I går delte vi os i to hold, jeg blev i land for at skrive, andre for at handle og en gruppe på båden. De ville sejle ud af havnen og tage en række pejlinger for at lave en deviationskurve. I løbet af eftermiddagen sortnedes himlen og lyn, torden og regn væltede ned. Det blev en våd og kold fornøjelse i land og meget værre for dem ombord. De målte opgive forehavendet og søge ind igen. Havnen var oprørt og en dramatisk situation opstod, da ankret ikke holdt, og de i sidste øjeblik fik startet motoren og undgik de nærmeste både.
Vi andre måtte efter en våd og voldsom oplevelse opgive at sejle ud til skibet i dinghyen. Senere nåede vi ud ved hjælp af en havnetaxi. Alt på skibet er vådt. Regnen piblede ind alle steder, til trods for al den fugthærdende lim, vi har smurt omkring koøjer og lignende steder.
Turen over Atlanten kan let blive meget våd, og uden tvivl vil vi komme til at bruge lænsepumpen meget men vi er unge og stærke, og problemet er et magelighedsproblem og ikke et sikkerhedsproblem
Egentlig burde jeg fortælle mere om de tidligere Dansk‑Vestindiske Øer, men øerne og St. Croix og St. Thomas har i den grad været et nedslående syn.
Efter et kort besøg på den lille hollandske ø Saba, hvor vi gik tur i regnskoven, nød roen og oplevede dem gamle forrevne sørøverkyst, er ”The American Paradise” ‑ i sammenligning hermed ‑ et uudholdeligt sted.
Vi fik mest ud af St. Croix. Gadenavnene er stadig danske, og husene står der stadig og vidner om fin dansk arkitektur, men byen Christiansstad er i den grad "turistet", og priserne er vanvittige. Det vil sige, at luksusvarer som smykker, kameraer og andet teknisk udstyr er billige, mens nødvendige varer er dyre.
Jeppe og jeg tog på tur ind på øen og besøgte en af de bedst bevarede plantager. Overalt på øen ser man gamle vindmøller, der vidner om fortiden. Hovedbygningen i Whims Plantage, fortæller om utrolig rigdom. Kongeligt dansk porcelæn, Hornung og Møller flyglet, som alt sammen er fragtet herover fra Danmark.
En historie fortæller, at en dansk plantageejer var på besøg i København og satte kongen i forlegenhed ved at føre et for danske forhold overordentligt rigt følge gennem gaderne og således overgå kongen i pragt og vælde. Herude svang de pisken over dansk Guinea slaverne og skabte sig utrolig rigdom.
Mange steder har vi set Egernsund‑mursten, som anvendtes til ballast i sejlskibene og senere som byggemateriale.
Gamle danske gravsten på kirkegården ligger i et stort rod, helt overbegroede. Amerikanerne bevarer kun det, som turistmæssigt er af værdi.
Helt galt står det til her i Charlotte Amalie. Det gamle fort står i forfald og er svært at få øje på i det uoverskuelige hav af reklameskilte. Hveranden butik præsenterer et stort udvalg af guld og juveler. Ellers sælges der T‑shirts af enhver slags. Hver dag står der op til fem krydstogtskibe ind og spyr i tusindvis af amerikanere ud. Vi er ved at blive lidt overfølsomme over for dette folkefærd, der ved deres livsstil har ødelagt smukke steder og traditioner.
Vestindisk mad er ikke til at opdrive, men burgers, Kentucky fried Chicken og Coca Cola synes at være blevet nalionalretten ‑ også herude!
To måneder er gået med fantastiske og lærerige oplevelser. De blege danskere, der for lang tid siden forsigtigt gik rundt på Alo's dæk, er nu blevet mørkebrune. Hår og øjenbryn er afbleget af sol og saltvand.
Vi lever tæt sammen. Det er ikke altid lige let ‑ men hidtil har alle været tilstrækkeligt tolerante. I starten var det anstrengende for de sejlkyndige at lære resten op. Men udfordringen er stadig stor ‑ et gammelt træskib gør den ikke mindre.
Turen op til Bermuda er på 850 sømil og kursen er 002 grader. Vi skal navigere ved hjælp af sekstanten. Det bliver spændende, men forhåbentlig får vi mange skyfri dage Er himlen dækket af skyer, kan vi ikke få en position og dermed er vi ude af stand til at korrigere vores kurs. Eftersom Bermuda ikke er særlig stor, ej heller så høj, skal vi ramme ret nøjagtigt.
Solen bager ned over Alotola. Vinden er svag, og det blafrer lidt i storsejlet og genuaen, der står som sommerfuglevinger, spændt ud til hver sin side af skibet
Vi er på vej hjem ‑ det faktum er langsomt gået op for os under disse dage på havet. Vi forlod Charlotte Amalie, St. Thomas, mandag d. 12. maj og har således brugt mere tid på denne sejletape end planlagt. På disse 11 dage har vi fået lært at sejle. En dejlig ro har sænket sig over skibet. Vi har delt os i tre hold, og vagterne strækker sig over 4 1/2 time. Således fordeles ”hundevagterne” og de gode vagter retfærdigt. Ud over vagterne, som har ansvaret for sejladsen, har vi en del små gøremål, der går på skift. Små enkle job, der gør livet problemfrit ombord. For en uge frem laver vi madhold, dvs at vi to og to skiftes til at stå for maden i løbet af en dag. Derudover er der opvaskehold og endelig bages der brød hver dag. Skibets kabys er indrettet med to petroleumsblus Herpå foregår al madlavning, inklusive brødbagning. Metoden er nok lidt utraditionel idet brødet bages i en trykkoger. Resultatet er forbavsende godt
Under os er det dybblå hav ‑ det er kæmpestort og himlen endnu større. Skyer kommer og går i forskellige farver og formationer. Ved aftenstid farves himlen i storslåede farver af solen. Nattevagten er smukkest under en klar måne, hvor stjernerne dækker himlen. Vi har lært os en del af dem.
En dag, hvor vinden løjede af (som så mange gange!) sprang vi i havet og spillede vandpolo på 5.000 meters dybde ‑ det var sjovt.
Vi har badet en del og "leget" meget. Forskellige Storm P. konstruktioner har gjort det muligt at bade, selv når vi sejler. Et reb ophængt i bommen bliver en fin gynge at bade fra. Kun iklædt livline følger vi vandet bruse omkring kroppen. Livliner har vi i øvrigt (heldigvis) kun brugt få gange. Umiddelbart efter St. Thomas løb vi ind i noget dårligt ustabilt vejr.
Et par dage med kraftig blæst, regn og tre koldfrontspassager. Det var ikke specielt sjovt. Jeg og et par andre led af søsyge, nattevagterne var kolde og sorte, mens regnen piskede ned og gjorde alting vådt indenbords, inklusive køjer og soveposer. Det ustabile vejr betød også, at vi hev sejl op og ned utallige gange ‑ dog blev det nogle gode øvelser og en påmindelse om, hvad der kan vente os længere nordpå.
Siden har vi dog haft varme solskinsdage, hvor skibet har været dækket af alskens klude, der hænger til tørre. På vindstille dage lader vi op igen. Breve bliver genlæst, og nye skrevet, og der er tid nok til bøger og dagbøger.
Det er fantastisk lærerigt at komme den danske dagligdag lidt på afstand. Her er "oceaner" af tid og intet arbejde, der trænger sig på. Dårlig samvittighed over ufærdigt arbejde, som man ofte kunne føle i forbindelse med studier eller andet, er en følelse, der efterhånden rystes helt af på ALO. Hvornår har man sidst taget sig tid til at sætte sig ned og fintænke over livet derhjemme?
Herudefra ser vi del fra en noget anden vinkel. Vore tanker krydres af de mange skæbner, vi møder på rejsen, men også af vore egne personlige erfaringer og naturoplevelser. En morgen, hvor himlen endnu var farvet af den opgående sol, så vi en blåhval boltre sig. Et meget smukt syn og delfinernes leg gør os kåde og glade. Oftest ser vi de venlige dyr i skumringen, hvor morilden lyser i kølvandet.
Vi nærmer os efterhånden Bermuda og begynder at fable om softice og om andre goder, der er at finde på land. Turen er gået godt og uden uheld ud aver en lille flænge i sejlet, som hurtigt blev lappet.
Vi er ni personer samlet her i et lille samfund på et stort hav. Vi fungerer godt sammen og supplerer hinanden fint. Uoverensstemmelser af alvorligere art har der ikke været ‑ problemer bliver talt igennem og sejlmanøvrerne går efterhånden helt godt.
I går 22. maj holdt vi jubilæum ‑ to måneder ombord på Alolola. Vi fandt det bedste landgangstøj frem. Lagde farver på hinandens øjne, og madholdet frembragte delikate retter. En glad aften midt på havet. Lea havde i øvrigt skrevet en sang til lejligheden.
Vi fik landkending tidligt lørdag morgen ‑ en dejlig følelse.
Midt i glæden over indsejlingen og fundet af en god kajplads ved siden af danske Rune og norske Thøger på skibet "Evergreen" og med et andet dansk skib "Lord Nelson” på siden af os, indløb tragiske nyheder, som nok kunne give os eftertanker.
Tilsyneladende lå vi, under det dårlige vejr på turen hertil i udkanten af et regulært stormvejrsområde. Det store flotte skib ”Pride of Baltimore”, som jeg i øvrigt så i København sidste sommer, sank og fire mand druknede. Vi lå tæt på skibet i Charlotte Amalie, og Jeppe fik der korrigeret GMT‑tid, som er uundværlig i forbindelse med astronomisk navigation. Flere skibe havde haft store vanskeligheder, selv i havn var skibe gået tabt. På næsten samme tid forlod vi og "Pride of Baltimore" St. Thomas ‑ lidt uhyggeligt. De var kun 10 mand om at tumle det store 2‑mastede amerikanske skib, der fører flere og større sejl end vi. Vi er jo mange om at klare Alo's to sejl. Vores sejlads har altid været forsigtig og endvidere erkender vi vores uerfarenhed og begrænsninger.
Det var triste og chokerende nyheder, men dog kunne vi improvisere en fest om bord på Alo samme aften. Efterhånden var båden fuld af snakkende og drikkende danskere, nordmænd, og svenskere. Der var også noget at fejre ‑ 12 dage i søen var forløbet godt. Vores navigation var korrekt. En fin debut på havet for os allesammen.
Det er mandag i dag, og Dorthe og Birgitte er på opdagelse på øen. Stig og Claus er i byen Hamilton for at finde et stykke træ til hullet i lønningslisten en gammel skade fra vores forgængeres tur ‑ andre mindre reservedele skal også købes ind. Vi andre har udført almindeligt oprydningsarbejde på skibet i dag. Onsdag tager Jeppe og jeg rundt til øens interessante steder på lejede trædecykler.
Inden vi tager herfra på fredag ud på den længste etape til Azorerne, skal vi købe dieselolie og vand i store mængder. Vi brugte meget vand undervejs hertil, skønt det kun bruges til madlavning og tandbørstning. På turen over vil vi koge kartofler og spaghetti i saltvand. Det er jo blot en vanesag.
Vi er spændte på denne lange tur over havet, hvor vi skal bestå prøven som "dybtvandssejlere", og skibet skal klare sin sidste etape af jordomsejlingen. Mange skibe her i havnen skal samme vej. "Evergreen" tager allerede af sted i aften. Det bliver festligt, når vi igen mødes om 2‑3 uger på Azorerne. 1.800 sømil venter på os, forhåbentlig med godt sejlvejr....
Faial en ø blandt andre småøer midt i Atlanterhavet – har fortryllet os med sin charme. Grønne marker, bakkedale, gamle vindmøller, blomster i farvestrålende flor, venlige portugisere og genfundne sejlervenner. Over for byen Horta rejser vulkanen Pico sig. Det højeste punkt på Den nordatlantiske Højderyg. Et geologisk levende område der så sent som i 1950'erne blev ændret på grund af jordskælv.
Fredag d. 13. juni var en lykkelig dag. Sidst på dagen sejlede vi ind i Hortas havn og fik en god kajplads. Gamle venner hilste os, og fodboldresultater indløb. Vi så kampen mod Spanien og så er der vel ikke mere at sige om den sag
Vi har tilbragt en bevæget uge her. Bådens stand har været så dårlig, at vi var ved at opgive resten af turen! De mange diskussioner, den personlige tvivl og usikkerhed, som prægede den første uge er dog nu afløst a[ ro og arbejdslyst. Alotola står oppe på molen, godt astfivet af trækonstruktioner, og siden i torsdags har skibsværftets folk arbejdet på skroget. Den eneste rigtige og forsvarlige løsning. Råddent træ er fjernet fra stævn og hæk, og to mand hamrer bomuld ind mellem plankerne. Der manglede meget værk, og træet er som "muldjord" mange steder.
Vi fik endelig vished om problemet, da vi ‑ ikke langt fra Azorerne ‑ ville afprøve skibets svageste side. På Antigua lappede vi nogle huller i styrbords side af stevnen, men på grund af de konstante vind forhold kunne vi ikke afprøve reparationen. På hele turen herover sejlede vi på styrbord halse, dvs. vinden kommer fra styrbord side af skibet og krænger den ned på bagbord side. Gennemsnitligt 100 pumpeslag i timen. Vort forsøg gik ud på at sejle stik modsat retning et par timer ‑ presse skibet op mod vinden, mod bølger og dønninger og krænge mest muligt til styrbords side. Det var lidt voldsomt, men meget kendetegnende for den sejlads, vi kan komme ud for, når vi nu ændrer kurs og sejler nord pil mod Den engelske Kanal. Vi hev pladerne op i dørken for at betragte vandet i sumpen. Det var ikke just sjovt at se vandet fosse ind. De 100 pumpeslag blev til 1200 slag/t.! Det var for meget og for farligt at basere videre sejlads fra Azorerne på. Skibet måtte have en større lækage. Vi omregnede den indtrængende vandmængde til 12 tons pr. døgn! Det var for vildt.
Vi genfandt igen den gamle kurs mod Azorerne og slappede af i armene, mens vi prøvede at gennemtænke/diskutere situationen og de muligheder vi havde for reparation på Azorerne.
Vi reagerede forskelligt, viste mindre eller mere vore følelser/ængstelse ‑og enkelte ville ikke være med længere. Vi har fungeret så godt sammen, og det er branduretfærdigt at ydre problemer bliver påført os, og at muligheden for, at vi pludselig måtte sige farvel til hinanden, kunne opstå. Ingen af os er medejere af båden. Vi har betalt et rimeligt stort beløb for leje af den, men har fået en båd, der, hvis vi havde forladt den her i Horta's havn, ville synke i 1øbet af en uge! Lækagen befinder sig under vandlinien og betyder, at vore om end godt udstyrede dykkere næppe kunne lave en sikker reparation ‑ endvidere tvivlede vi på, at vi kunne få det rigtige materiale (epoxy) her på øen. Her lå vi på en dejlig plads i byen Horta uden rigtig at kunne juble over at genfinde land. Stig tog dragt og maske på og undersøgte skroget. Han konstaterede, at kalfatring manglede i ”spunningen” hele vejen rundt.
Peter, en norsk skibstømrer, tegnede og forklarede hele dagen og var os en god fagmand. De efterfølgende dage blev brugt til research efter epoxy og telefonopkald til foreningen derhjemme. Stig, Jeppe og jeg tog rundt til havnemyndighederne og henvistes til en mængde mennesker, før vi endelig fik kontakt til Lopez, mesteren i fiskerihavnen og over det lille skibsværft. Marinaen i Horta er først blevet færdig for tre uger siden, og sejlskibe på bedding ses sjældent. Vi fik dog god tiltro til det lille værfts arbejdere, eftersom de fleste fiskerbåde er lavet af træ, endvidere så vi folkene arbejde på en lignende skade på en gammel fiskerbåd.
Vi fik grønt lys fra foreningen (de havde jo ikke noget valg) og kunne endelig få båden op. Kranen var ikke forsikret, så vi måtte selv tage risikoen for Alotola's ve og vel, indtil hun lå afstivet mellem bukkene. Havnearbejderne var professionelle og dygtige. Vi havde været lidt bekymrede for om riggen (mast og stag) kunne lide overlast, men snart hang Alo’s 25 ton over vore hoveder ‑ et fantastisk og lidt bevægende A af kølen, en gammel stige lagt op ad skroget, og snart kunne vi kravle op og sidde højt hævet over havnen og drikke kaffe, mens arbejderne gik i gang.
Til trods for sprogvanskeligheder, ingen af os kan portugisisk, har vi lært meget ved at iagttage arbejdet. Jeppe, der næste år starter på skibsingeniørstudiet, kan næsten ikke slippe skibet. Det er spændende, og vort forhold til, og viden om, skibet bliver bedre dag for dag.
Det er søndag d. 22. juni. Vi er lidt trætte efter ugens arbejde og natteliv. Vi har delt os i weekenden. Jeppe, Stig, Erik, Dorthe og jeg har været på båden og på tur med Lopez rundt på øen. De andre har været med færgen over til Pico og har besteget vulkanen. Jeg sidder nu på den legendariske sejlercafe "Peter's Bar" og skriver og kan se Alo herfra. Stig og Erik er ude at dykke, og bjergbestigerne sover på båden. Her er fint og rart at være. Befolkningen er "ægte" og ”original”.
Det var en længere smøre, der fortæller lidt om en anden side af vores sejlads og oplevelser. Tilsyneladende skal vi ikke spares for noget. Men ‑ vi har også krydset det meste af Atlanten, og det er gået stærkt. 14 dage tog det os at sejle 1.800 sømil, det synes vi er godt gået! 14 dage uden vindstille, flere dage behøvede vi end ikke at ændre på sejlføringen. Mit vagthold bestod af Erik og Stig foruden mig. Vi har tilbragt mange natte‑ og dagtimer sammen, taget solhøjder og fastlagt position. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt søsyge på dette stræk ‑ så er det jo en stærk og dejlig oplevelse. Det er dog stadig svært at vænne sig til de pludselige krængninger (Atlanlerhavets dønninger kan være store), og blå mærker er hverdagssyn. I forbindelse med udregning af en position, som normalt foregår ved bordet i salonen, skulle jeg netop hente et kort i skuffen, da en pludselig bølge sendte mig og skuffen ind mellem værktøj og guitarer. Til tider er det svært at bevare tålmodigheden! Havet kan også spille en et puds ved at sende pludselige kaskader ned over cockpit og rorstol ‑ som oftest, når man ikke har regntøj på.
Vi har igen set mange fisk, og det er endelig lykkedes os at fange en. Stig stangede en guldmakrel med en fork fra båden ‑ det blev til en luksusret til trods for, at vi måtte dele den mellem ni kvinder og mænd.
Delfiner i store flokke har fulgt os nat og dag. De har en fantastisk virkning på os. De krydser frem og tilbage foran stævnen, enkeltvis eller to og to. Mage til hurtige og præcise dyr har jeg ikke set før. En dag så vi to kaskelothvaler svømme forbi ‑ det er store flotte dyr. Når først råbet lyder, ”hvaler!”, farer folk søvndrukne ud af køjerne, og kun rorgængeren bliver på sin plads. Kameraer klikker, men del er svært at indfange dyrene på billedet.
Rune og Thøger på Evergreen ventede os på øen Faial, og gensynets glæde var stor. De er nu taget videre mod Den engelske Kanal, men her ligger stadig andre danske både, bl.a. Cibec, som imponerer os på grund af besætningens "voksne" alder. Et ældre ægtepar, som stak af, da deres børn blev voksne. Nu sejler de over hele jorden.
I morgen fejrer vi Sankt Hans med de øvrige danske både, og vi har lånt lokale til formålet. Der er nok af fester for tiden! På søndag fylder Erik 30 år, og vi fejrer det lørdag aften.
Kulden tager til, efterhånden som vi kommer nord på. Nætterne på havet er blevet kolde, og vi må have tøj på om dagen. Klimaet på Azorerne ligner det danske, og vores caribiske kulør er ved at forsvinde.
Vi nærmer os dansk grund ‑ og det er ikke så dårligt endda ‑ sensommer og Tønder Festival.
Tirsdag den 1. juli forlod vi Horta under mange farvelråb og trutten med skibshorn. Det må have set smukt ud fra molen: Solen skinnede, og vi krydsede ud af havnen for sejl.
Alotola har fået det meget bedre. Vandmængden i "sumpen" er minimal. Dorthe siger, at der nu kun skal pumpes ca. 20 slag hver 5. time! Herligt, men hun siger også at vores pumpearme visner? De 15 dage på øen Faial er forløbet herligt, hvoraf de seks gik med administrativt arbejde, efterfulgt af seks dage på bedding og resten på et par hyggelige dage sammen med de andre langturssejlere inden afgang. Det lange ophold betød mange venner (og kærestesorger!), og afskeden med Horta blev den mest gribende hidtil.
De første dage på havet bød på fint vejr ‑ masser af sol. Men vinden er lige i underkanten af vort behov. I dag fik vi en større overraskelse, idet to hvaler pludselig viste sig kun få meter fra båden. Stig, der sad ved roret, prøvede at dreje skibet, mens de fleste af os stod tryllebundne. Et sammenstød med hvaler kan være særdeles farligt, men dyrene dykkede ned og kom først op igen flere meter bag båden. Havet er meget dyrerigt nord for Azorerne. Tun og delfiner har fulgt os i flokke, og frisk tun fra havet har været på bordet.
Tun på dåse, kogt tun, stegt tun ‑ vi kender snart alle varianter – men det smager stadig udmærket. (Vi spiser tun hver dag).
Stemningen om bord er lidt mat. Efter en god sejlads i går har vinden helt svigtet os. Det er overskyet og luftfugtigheden er høj. Vi pakker os godt ind på nattevagterne, og det er en overvindelse at komme igennem det daglige bad. En mindre rastløshed melder sig efterhånden, som vi mættes litteraturmæssigt af boghyldens tilbud. Kort sagt: Vi trænger til at se land igen. Synssansen underernæres af at spejde ud over den uendelige blågrå flade og trænger til andre farver.
Højtrykket ligger meget langt nordpå, og vinden har været utilfredsstillende minimal de sidste dage. I dag går det dog godt fremad. Vi ligger ca. 200 sømil fra indsejlingen til Den engelske Kanal. Bastille‑dagen, den franske nationaldag den 14. juli, synes nu desværre at være uden for vores rækkevidde. Vi havde set frem til at opleve franskmændenes fest, men naturen er ikke altid samarbejdsvillig og ignorerer roligt vores skiftevis forhåbningsfulde og skeptiske bemærkninger og blikke mod himlen.
Vi nærmer os kontinentet. Hver dag møder vi europæiske handelsskibe, ja selv et Mærsk‑skib passerede os, men som vi troede, at vi skulle snakke dansk, var det filippinere, der svarede os. På de danske skibe udkonkurreres de danske søfolk lønmæssigt af udlændinge.
Samtalerne med fremmede skibe er en god afveksling i en dagligdag, som efterhånden keder os lidt, da den øges i antal og forlænger vores ophold på havet. Den forløbne uge har budt os rigeligt med køligt vejr uden større mulighed for småaktiviteter på dækket. Forfrosne kravler vi ned i soveposerne efter overstået vagt. Vi går konstant rundt i flere lag tøj, og vi glæder os til at nå ind under Europas kyster og tiltuske os lidt varmt vejr.
Men dagen i dag er anderledes end de foregående. Vi har lagt olietøj og store sweatere, solen har været fremme i korte øjeblikke, en frisk brise fører varm luft med sig, og vi tror, at Alo har passeret højtrykket.
Om få dage vil vi kunne se kontinentet dukke op af disen, repræsenteret af Frankrigs kyst. Men først skal vi op og kigge lidt på den engelske. Det bliver ikke til mange dage i den nordfranske by Boulogne‑sur‑Mer. Tiden er ved at være knap. Et par af os tager fra Boulogne til Calais for at hente post. De øvrige køber ny proviant, og så går det ‑ blot efter to dage ‑ videre ind i Nordsøen. Ca. 550 sømil er den ”lille” strækning, vi skal tilbagelægge, før Alo står ind i Skagen havn.
Den engelske Kanal, den 14 juli
Kanalen lever i stor stil op til sit ry: Støvregn og masser af låge. Vi bevæger os med god vind op mod den engelske kyst. Vores sidste position, som vi fik af et belgisk skib: 13/7 kl. 23.00 ‑ 5 grader 54' Vlg og 49 grader 16'5 Nbr.
Som vejret er nu, må vi ty til samtaler med handelsskibe, der over deres satellitnavigator og radar kan give os oplysninger om vores position. Det gjorde stor lykke, da engelske og franske radiostationer nåede vores transistorradio. Der lyttes nu til vejrudsigt og radioavis, og de velkendte temaer gør det klart, at vi er på vej hjem til blandt andet 19.30 tv‑avis og den daglige indsprøjtning af politisk tomgang, atomulykker m.m. ‑ information, som vi så lykkeligt har været foruden i fire måneder, men som alligevel er populært stof på et sejlskib midt i Kanalen.
Navigationen kompliceres nu af strømforholdene i Kanalen, som på grund af kraftige tidevande ændres fra time til time. Det giver nye udfordringer til de navigationskyndige og ‑ interesserede.
Endnu kan vi ikke se land, men i nat passerer vi store fyr, og faktisk er der kun 220 sømil igen til Boulogne‑sur‑Mer. Vi vil følge den engelske kyst, og så vidt muligt undgå at opholde os i handelsskibsruterne
Den engelske Kanal, den 16. juli
I går, sidst på eftermiddagen, lettede tågen og glade så vi Isle of Wight dukke op af disen med masser af fyr opankrede handelsskibe og færger tøffende frem og tilbage. \len tågen omhyller os snart igen. Iler er tyst og stille. Ingen vind.
Kun tågehornene lyder fra de usynlige skibe. Vores øjne er trætte af at stirre ud i det hvide ingenting. Vi har måttet tænde motoren og håber, at dieseloliebeholdningen vil slå til. Vi mangler ea. 50 sømil endnu. Vi navigerer ved at styre mod lyden af fyrenes tågesignaler. Vi kan ikke engang kalde andre skibe, idet de holder sig på afstand af os, når vi først er set på deres radar. Her er vi 'In the middle of nowhere". Uden kontakt med omverdenen. Ude i stævnen har vi en udkigsmand, der med det lille horn prøver at gøre skibe uden radar opmærksomme på vores eksistens. Spændende er det jo faktisk, men også tilstrækkeligt nervepirrende til, at vi er utålmodige efter at komme i havn og ud af dette uhyggelige vand. Bunker af skidt af enhver art flyder forbi. Vandet er grumset mørkegrønt og har ikke noget tilfælles med det stærktblå Caribiske Hav, som vi boltrede os i for nogen tid siden. Måske i aften når vi Boulogne. Vi er opsat på det, og motoren arbejder hårdt.
Vi har netop passeret et fyr, som vi, for at få den nøjagtige position, sejlede tæt op mod. Det blev en kraftig overraskelse, da vi i den tykke tåge pludselig så en 30 meter høj sokkel dukke op få meter fra os. Huh ‑ vi ved igen, hvor vi er, og det hjælper på humøret.
Snart har vi nået fyret ved Dungeness i England, som er stedet, hvor vi ændrer kurs og krydser Kanalen mod Boulogne og Frankrig.
I morgen tidlig venter en cafe au lait og måske en enkelt croissant på en hyggelig cafe i Boulogne eller Calais, hvor jeg vil hente post.
Torsdag aften er der afskedsmiddag med Erik, der forlader os her, idet han skal flyve til Indien fra Kastrup d. 30. juli. Det er lidt underligt at måtte sige farvel til en af os inden rejsen rigtigt er afsluttet, skønt det er den næsten.
Jeg ville gerne have set lidt mere i Frankrig, men tidsplanen presser os her, som den har gjort det på hele turen. Vi har haft for travlt mange steder. Meget har vi måttet give afkald på i Caribien. Der er så mange smukke og spændende steder, ligeledes på Azorerne, hvor vi brugte så meget tid på båden. Vi vil prøve at få maksimalt udbytte af det halvandet døgn vi har afsat. Om en uges tid kan vi kalde familien over kystradioen og sejle ind til Skagen.
Boulogne‑sur‑Mer, d 18. juli
Onsdag den 16. juli nåede vi til Dungeness/England og startede turen over Kanalen mod den franske kyst. Vel over den første del af trafiksepareringen væltede tågen ned over os igen. Klokken var ca. 22. Vi nåede at se en bøje, der afmærker separeringen, men derefter havde vi intet at navigere efter. Jeg kaldte Boulogne Havn og henvistes til en radarovervågningsstation lidt nord for Boulogne. Mens de via min stemme prøvede at lokalisere os på radarskærmen, lød der pludseligt et bump. Endnu et. Skibet gav sig og tydeligvis stod vi på grund.
Tågen stod tæt om os, mens Stig prøvede at bakke uden held. Tilsyneladende stod vi helt oppe på kysten, for vi kunne høre brændingen få meter væk. Situationen var uvirkelig. Som et mareridt Vi var 40 min. fra maksimalt lavvande, og båden lagde sig langsomt helt om på siden, mens vandet stod ind over lønningslisten. Herudover tog vi heldigvis ikke vand ind, der var tilsyneladende ikke sket nogen skade på skroget.
Der stod vi så, havde nået Europa med et bump!
Jeg sad stadig ved VHFen og kommunikerede med den franske kyststation, som bekymret tilspurgte os om situationen. En redningsbåd ville blive sendt ud.
I mellemtiden tog Jeppe og Stig plovankeret med sig i jollen, roede ud og kastede det, for at holde skibet fra at bevæge sig længere ind mod kysten, når vandet igen ville begynde at stige.
Slæbebåden fandt os omkring en halv time efter, og det lykkedes dem at gentage successen. De røg også på grund. Situationen var absurd De hjalp os blot med at sætte det store anker ud, og med højvandets komme rejste Alo sig og kom fri uden indblanding fra franskmændenes side ‑ de havde nok at gøre med selv at komme fri.
Vi blev herpå eskorteret af redningsbåden ind til Boulogne. De franske søfolk var vanskelige at forhandle med. De ville slæbe os med tov, hvilket var ganske overflødigt. Alo fejlede jo ikke noget. Tværtimod var tovet for kort, og de var på et tidspunkt ved at støde sammen med os. Senere forstod vi deres handlemåde. Redningsbåden tilhørte et privat firma og skulle tjene penge på dette her.
De ville også have os til at dække for en mulig skade på deres skrue, opstået, da de selv gik på grund. Det fik vi dog afværget.
Vejret er fint i Boulogne og en dejlig middag torsdag aften og lidt søvn lettede på stemningen. Vi er klar til det sidste stræk og sejler om en time.
Vi har realiseret en drøm: Sejlet mellem eksotiske øer, set og oplevet meget og genfundet det velkendte. Festet os igennem den første uge i Danmark.
Efter det noget frustrerende ophold i Frankrig krydsede vi igen kanalen, denne gang i fint og klart vejr. En problemfri sejlads førte os langs den danske vestkyst til Skagen.
Vi sejlede igennem et større boreplatformsområde, engelske og hollandske, men vi passerede også Gormfeltet. Vi mødte mange danske fiskekuttere, der med deres karakteristiske udseende mindede os om noget velkendt. Da vi så land første gang, var vi på højde med Thyborøn, og folk blev selvfølgelig ivrige ved at kunne genkende de første kirker og byer.
Ved første radiokontakt med Thyborøn Radio og siden hen Hanstholm viste det sig, at vores VHF ikke havde de fornødne "arbejdskanaler", så telefonopkald til familie var i første omgang udelukket. Skuffelsen forsvandt dog, da personalet på radiostationen, meget venligt, indvilgede i at ringe tit vore forældre og meddele dem vore ankomsttidspunkter for henholdsvis Skagen og Århus.
Vi rundede Grenen på en varm sommerdag, hvor feriegæster myldrede på stranden. Vi sejlede ind og fik en god plads i den ellers overfyldte Skagen havn. Her blev jubelen stor, da Stigs forældre dukkede op med rugbrød, sild og Gammel Dansk.
Omkring os taltes dansk ‑ en ny og uvant oplevelse på vores rejse, og vi måtte passe på vores interne sprogbrug. Her blev de sidste sparepenge hævet og danske aviser købt.
Dagen efter fik vi besøg af Jeppes forældre og søskende. og sammen besøgte vi skagensmaleren Michael Anchers hus.
Turen gik snart videre mod Århus, hvor bl.a. mine forældre og en del af Alotolas ejere modtog os med flag. Det var sjovt at se dem stå på molen, da vi nærmede os indsejlingen til havnen. Vi var overraskede og lidt beærede over at flere lokale havde fundet vej til Skagen og Århus ‑ men det var god PR for skibet og bådelauget som nu skal finde nye ejere til Alo.
Vi festede på behørig vis i byen, og drog så ud på den sidste færd mod København. Der var meget hurlumhej omkring os og trætheden var begyndt at melde sig. En god vind bragte os imidlertid hurtigt til Øresund ‑ en sidste god sejloplevelse ‑ og snart så vi Kronborgs bygninger dukke op. Det betød "hjemkomst", slut med at sejle (i denne omgang), denne rejse er slut! Langelinie, Den lille Havfrue, Amalienborg ‑ det lignede alt sammen sig selv.
Foran Amaliehaven var der mange turister, men også en lille flok med Dannebrogsflag. Her ventede familie, venner og flere bådejere på os. Champagnepropper sprang og det myldrede med mennesker ombord.
Dette var endestationen. 6.000 sømil havde vi tilbagelagt i de forløbne 4 1/2 måned ‑ omtrent en kvart jordomsejling.
Vi overlod båden til bådelauget ‑ ikke uden blandede følelser. Vemodige over rejsens afslutning og over bådens videre skæbne ‑ og dog lettede over at kunne tage derfra og overdrage ansvaret for båden til andre.
I vores lejlighed på Østerbro holdt vi afskedsmiddag for hinanden lidt underlige til mode. Vi havde været så tæt sammen i en periode uden større indbyrdes problemer. Vi har haft en række fantastiske og bekræftende oplevelser sammen. 600 lysbilleder og alle disse oplevelser ligger nu som basis for en ny tid herhjemme. Den første velkomstrus er ved at have lagt sig. Besætningen vil ofte blive samlet igen og minder vil myldre frem fra dengang vi fandt et skib i Caribien.
Tilbage til TURBERETNINGER