TO FÆLE SEJLLADSER (95 og 97) - Hanne
I 1995 skulle Alotola have været på sin første langfart siden 1986. Men det strandede, og en lille gruppe måtte tage til Almeria i Sydspanien og hente båden hjem. Sejladsen hjem var begivenhedsrig og besværlig. Skiftende besætningen (tit lidt for små) havde forskellige forventninger til sejlerferien i det sydlige Europa. F.eks. mente Rie og Torben at det vigtigste måtte være at inspicere de berømte aber da vi efter lang tids opslidende sejlads i modvind endelig var kommet til Gibraltar. Nils og Bjarne derimod mente at vi skulle benytte en kuling fra sydøst til at runde hjørnet hvor modstrømmen var 5 knob. Undertegnede havde sandt at sige mest lyst til at hellige sig aberne, men valgte trods alt at være solidarisk med hjemtransportprojektet. Men alt dette må vente til en anden gang. Her vil jeg koncentrere mig om turen over Biscayen som blev akkurat lige så skrækkelig som man kunne have forestillet sig når vi den sommer havde erkendt at der ville være modvind (næsten) hele tiden.
Båden havde på hele turen være vel utæt. Langtursbesætningen havde klaget i et væk også over dette. Inden vi (Mogens, Dorthe, Per, Poul, Nils og Hanne) stak over det store vand, blev der derfor kalfatret flittigt, og vi mente at vi var vel rustede.
Det gik da også meget godt i starten. Der var vindstille det meste af tiden, og da vi ville spare på brændstoffet, lå vi der og plaskede i dagevis. Det største problem var at det meste af vores sprutration, en femliters rødvin fra Spanien, gik tabt fordi flasken meget ubetænksomt var fremstillet af glas. Senere løb Mogens tør for smøger, og det var heller ikke så godt.
Vi fik tiden til at gå med blandt andet at beundre stjernehimlen (man har ikke set en stjernehimmel hvis man ikke har være langt, langt ude på havet) og med at bage pandebrød. De tager så dejlig lang tid at lave, og de smager godt. Senere mistede vi lysten til at spise noget som helst. Det begyndte nemlig efterhånden at blæse. I begyndelsen var det OK at vinden kom fra nord, for ”Portugisernorden” må godt begynde et stykke nord for Portugal. Mogens som har erfaring med singlesejlads på de rigtig store have, forsikrede os om at lige så snart vi kom lidt længere op, så ville sydvestenvinden komme. Vi kunne ikke rigtig holde kursen, men blev blæst ind i bugten. Det gjorde ikke noget, for når vinden vendte……
Det blæste mere, og det blæste endnu mere. Efterhånden opdagede vi at båden på trods af de nødtørftige reparationer i Spanien tog temmelig meget vand ind. Den blev vendt og vredet og kalfatringer røg ud. Har man læst Merete L.s beretning om turen fra Caribien til Danmark i 1986 (tur1), vil man vide at det er noget pjat at klage over en utæt båd. Når man har friske pumpere ombord, er det et bekvemmelighedsproblem snarere end et sikkerhedsproblem. Jeg havde desværre ikke Meretes beretning præsent da jeg pumpede og pumpede og pumpede. På et tidspunkt pumpede vi halvdelen af tiden, og vi fik godt nok en fornemmelse af at det ikke kun drejede sig om bekvemmelighed. Videre bekvemt var det i hvert fald slet ikke. De af os der under disse omstændigheder meget gerne vil ligge i en køje og forsøge at sove, havde det problem at båden rystede så meget at vi ikke kunne ligge fast i køjen Vi blev simpelthen kastet af. Der rejste sig en stemning for at mindske sejl. Men Nils, som lige siden Almeria nærmest havde været besat af tanken om at båden skulle HJEM, nægtede pure. Nu gik det jo lige så godt…. Mogens og Dorthe gjorde det heldigvis alligevel. Så fik vi lidt ro, og af sted kom vi da trods alt.
Syv døgn varede det før vi endelig landede i Falmouth, Cornwall. Et utrolig dejligt sted. Der var græssende køer på de grønne bakker, der var cremet yoghurt, og der var fadøl. Det var dejligt at få fast grund under fødderne. Jeg lovede mig selv at den form for sejlads som vi lige havde oplevet, ville jeg aldrig, aldrig mere lade mig lokke ud i. Et enkelt eller to døgn på havet må være nok. Andre må klare de store have, i hvert fald hvis det skal være i modvind.
Men så skulle vi til Skotland i 1997. Vi havde forsøgt en gang tidligere, og da havnede vi i Amsterdam, da vinden mere var til det. Så nu skulle det være! Jeg var helt sikker på at jeg ikke kunne være uheldig to gange i træk og igen komme ud på stort vand i strid modvind. Men jeg skulle blive klogere.
Båden kom med møje og besvær til Thyborøn, hvor besætningen (Ronald, Merethe C, Merete M., Ivan, Bjarne G., Jens Jørgen, Nils og Hanne) der skulle føre skibet til Inverness, påmønstrede. Det så ikke så godt ud. Vejrudsigterne sagde op til 18 m/s imod. Vi provianterede og holdt modet oppe. På et eller andet tidspunkt måtte den vind da lægge sig og/eller vende. Men det så nu ikke meget ud til at det ville blive bedre. Søndag aften efter et godt måltid, kom der lige pludselig en vejrudsigt der ”kun” lovede op til 15 m/s. Den tog vi. Nogen var så besluttede på at komme af sted at ingen modstand var mulig. Vi var da også kommet godt på vej, da der igen blev lovet nordvestlig kuling op til 18 m/s. Havde den så bare holdt sig til det, men vi var vist oppe at vende de 25, da det rigtig gik løs. Vi stred os igennem to kulinger, begge fra nordvest, hvad ellers? Vi rodede rundt blandt boreplatforme og havnede på et tidspunkt helt nede i ekkofisk, hvor vi slet ikke burde have været. Det var mildest talt meget ubekvemt, men trods alt var sikkerheden bedre end i 1995. Der var i mellemtiden sket store ting og sager vinteren 96/97, og båden var nu langt mere tæt. Men pumpes skulle der nu alligevel. Desuden havde vi et lille livlineproblem. I starten af turen kunne vi kun finde tre livliner, og fem personer måtte derfor hele tiden opholde sig under dæk (hvilket vi var nogen der satte stor pris på). På et tidspunkt fik Merethe C. dog nok af bagbords agterkøje der godt kan føles lidt klaustrofobisk. Nu var hun træt af sit vietnamesiske tigerbur. Nu ville hun op! Hvilket hun fik lov til. Så kogte hun kartofler, der faldt i meget god jord i de udpinte maver.
Syv døgn på havet, så nåede vi til Skotland, som var lige så saliggørende at komme til som i sin til England. Det regnede, og de havde det koldeste forår i mands minde, men de havde også Whisky, som kan få en til at forlige sig med meget, omend man ikke kan hente den i spande på destillerierne som Merete M. havde sat næsen op efter. Det havde nu heller ikke været særlig sundt for os.
Skotland var en dejlig oplevelse, som der imidlertid ikke skal berettes om her. Der skal vi hen igen. Men næste gang bliver det uden mig! Næste gang vil jeg tage en flyver til Inverness, indlogere mig på en B&B og hver dag spejde ud over vandet efter Alotola. Hvis det varer lidt før båden kommer, så gør det ikke noget. Jeg kan jo sætte mig op på vores lille bar og se om den gamle dame stadig sidder med sin tøjand under armen og synger folkesange på et uforståeligt mål.
Tilbage til TURBERETNINGER